Category Blog

Blandt de mange træningsfanatikere, er der mange, der glemmer at slappe lidt af. Selvom kroppens muskler skal nedbrydes for at blive større og stærkere, skal den også have et hvil. I det hele taget er det bare rart at slappe lidt af. Og i de kolde vintermåneder, er der ingen bedre måde at slappe af på end med en gulv biopejs. Disse fås i mange forskellige varianter. Man kan derfor sagtens finde en, man kan have i sin lejlighed. Har man ikke en brændeovn i huset, kan man ligeledes erstatte den med en biopejs.

Er biopejse farlige for helbredet?

Der er stor forskel på biopejsen og brændeovnen. Den røg der kommer fra brændeovnen, er skadelig, og skal ud gennem skorstenen. En biopejs bruger bioethanol, hvilket er et naturligt brændstof. Bioethanol er blandt andet lavet af majs og kartofler.  Det er derfor ikke spor farligt. Netop derfor kan man godt have dem i både lejlighed samt hus. Du kan også finde en fritstående biopejs. Som tidligere nævnt, fås biopejse i mange varianter. Og disse er ofte meget forskellige fra hinanden. Har man sat sig for at få en biopejs, vil der helt sikkert være en til enhver smag.
Har man været ude at løbe en tur i kulden, er det fantastisk at sætte sig foran varmen efterfølgende. Måske har man bare haft en lang dag og trænger til at slappe lidt af. Udover varmen, er der nemlig også synet. Disse er ganske flotte, når det kommer til design. Samtidig er ilden også ganske hyggelig at observere. Det giver en dejlig hyggestemning i vinterkulden. Selvom disse er ganske lette at kontrollere, skal man altid have respekt for ilden. Bliver man for kæphøj, kan det altså gå galt. Men er man fornuftig, sker der ikke noget.

Sørg for at vælge den rigtige biopejs til dine behov

Til at starte med, er der jo designet. Dette er ofte vigtigt, da man vil komme til at kigge på den. Samtidig skal man også overveje, hvor meget varme, man har brug for. Der er nemlig forskel på de forskellige modeller. Har man en stor stue, skal man naturligvis bruge mere end i en mindre lejlighed. Det er derfor med at læse det hele igennem, og få alle detaljerne med. Så skal man nok finde den perfekte pejs til hjemmet. At kunne peppe sit hjem op og få varme samtidig, er da en gave.

Forskningsdesign

Dette afsnit vil først kortlægge den tilgang anvendt i vores analyse, samt de fordele og ulemper tilgangen tilgangen har. Efterfølgende operationaliseres de variable vi inddrager i analysen.

Opgaven er et komparativ casestudie af to reformer foreslået af en daværende regering i Danmark. Vi benytter os af tilgangen MSSD (most similar system design), da vi har et forskelligt outcome, men en række parametre der er ens. Mere præcist ser vi, at velfærdsreformen i 2006 bliver vedtaget og arbejdsmarkedsreformen i 2008 ikke bliver, samtidig med at en række parametre ved de to cases er ens. Disse parametre er regering og emneejerskab, konjunktur og kommissionstilstedeværelse.

Det er en fordel at anvende MSSD, da vi med denne tilgang kan påvise årsager til et forskelligt outcome ved at tage højde for en række relevante parametre der har ens værdi. En ulempe kan være, at vi ikke med sikkerhed kan vide om de samme ændringer vil føre til det samme outcome i andre scenarier. Vi forventer derfor ikke, at vi kan generalisere vores fund til en lang række andre tilfælde.

Operationalisering

Vi vil i følgende afsnit operationalisere de relevante variabel, som vi bruger i vores analyse, herunder den afhængige variabel og de faktorer hvor de to cases har ens værdier.

Regeringen i både 2006 og 2008 var dannet af Venstre og Konservative (Statsministeriet 1 & Statsministeriet 2). Vi ser, at regeringen er ens i de to år og vi forventer derfor, at regeringens politiske mål og holdninger er konsistente under begge reformer, da det politiske grundlag er uændret. I forlængelse af dette, forventer vi heller ikke at partiernes emneejerskab har ændret sig. Emneejerskab henvender sig til emner, hvor et parti vurderes af befolkningen til at være de bedste til at håndtere emnet, og derfor ‘eje’ emnet ved at have høj grad af troværdighed inden for området. Eksempelvis har studier vist, at befolkningen mener at Socialdemokratiet har emneejerskab på velfærdsstatområder, som arbejdsløshed og uddannelse, og de borgerlige partier på emner som skatter, og lov og orden (Seeberg, 2016, 479). På baggrund af den eksisterende litteratur om emneejerskab antager vi, at regeringen i 2006 og 2008 (dvs. her de borgerlige partier) ikke har haft emneejerskab over emner som velfærd og arbejdsmarked, hvorfor de to reformers sigte ligger udenfor partiernes sædvanlige kompetenceområde, set med borgernes øjne.

De økonomiske konjunkturer var fra 2006 til 2008 forholdsvist stabile. BNP’et i årene bevægede sig mellem indekstal ca. 100-104, hvorfor konjunkturerne var positive (Berlingske). Den positive konjunktur i både 2006 og 2008 regner vi for at være nogenlunde ens, dette også på trods af at finanskrisen ulmede i 2008. Vi regner

Det er dog vigtig at bemærke, at finanskrisen startede i september 2008 med Lehmann Brothers konkursbegæring (denstoredanske). Reformudspillet i 2008 ligger derfor i samme periode som finanskrisens start, men vi vil dog argumentere for, at finanskrisen ikke har indvirkning på udfaldet af reformen. Dette er fordi vi mener, at selvom finanskrisen starter i september 2008, så starter krisen i USA og der må derfor intuitivt set gå noget tid inden den danske befolkning har ændret deres mindset til

• operationalisering: mål + forventning
• Afhængig variabel

Analyse

I dette afsnit vil der foreligge to seperate analyser af de to reformers indhold i forsøget på at belyse, hvilke policy-instrumenter disse bruger og hvordan samt i hvilken grad dette påvirker vælgerne. Dernæst følger en komparativ analyse af de to cases, først med en sammenligning af de anvendte policy instrumenter, herpå en kobling af prospect theory. Den mere specifikke kobling bliver uddybet under analysen.

Velfærdsreformen 2006

Udgangspunktet for Velfærdsreformen i 2006, var en rapport udarbejdet af Velfærdskommissionen i 2006, og en række afrapporteringer fra Globaliseringsrådet og Trepartsudvalget  (Finansministeriet 2006).
Indeholdt i aftalen der blev vedtaget i samarbejde med regeringen, Radikale, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, var en række tiltag, der havde til formål at fremtidssikre fremtidens velfærd og velstand. Reformen breder sig udover om en lang række policy-områder, fra uddannelse og indvandring til efterløn og tilbagetrækning.

Kigges der konkret på de enkelte tiltag ses det indenfor for eksempel d

Forslag til arbejdsmarkedsreform 2008

Analysen bygger på en forventning omkring, at arbejdsmarkedskommissionens delrapport (AMKOM 2008) har dannet grundlag for de forhandlinger derfor også det offentlige ræsonnement og den opfattelse befolkningen har af en ‘kommende reform’. På den baggrund lader vi derfor delrapporten danne grundlag for analysen af den potentielle reform.

Analysen vil primært tage udgangspunkt i de policy-instrumenter som anvendes på dagpenge- og efterlønsområdet.

Ellers denne guide omkring dykkerknive på legat siden.

På den ene side ser vi en nominel forkortelse af dagpengeperioden, hvilket kan forstås som en relativt synligt policy instrument, da det er til at tage og føle på, at man som dagpengemodtager nu kan har mulighed for at være på dagpengene i den halve periode. På lignende vis bliver dagpengene til unge beskåret – både gennem at ungereglerne udvides til også at indbefatte 25-29 årige og at dimittendsatsen for denne gruppe halveres. Dette er tiltag som rører ved områder Jensen et al. (2018) betegner som de to mest tydelige policy-instrumenter, at rykke ved den aldersmæssige grænse samt den nominelle værdi. Omvendt kan man dog argumentere for, at instrumentet stadig er mere skjult i dét at man ikke udelukker de unge fra at modtage systemet med kombinere to policy instrumenter, hvorfor det bliver mindre synligt. Afslutningsvist fremlægges der i delrapporten dog også tiltag på dagpengeområdet, som kan ses som meget skjulte – at genoptjeningskravene løftes fra 26 til 52 uger, hvilket kan forstås som en ændring i, hvor længe man skal bidrage for at blive godkendt til. Denne måde at skære i dagpengene på er samtidig det mest skjulte tiltag og rangeres af Jensen et al. (2018) som det fjerde mindst synlige policy instrument, hvorfor det må anses som relativt svært for borgerne at forstå denne ændring som en reel nedskæring sammenlignet med førstnævnte ændringer.

Ser vi i stedet på forslagene fremlagt til efterlønnen bliver billedet af, om der er anvendt mere synlige eller usynlige policy instrumenter, mere tvetydigt. Der foreslås en fremrykket indførsel af alders indekseringen, sådan at efterløns- og pensionsalderen rykkes 4 år frem. Selvom det i princippet kan anses, som et policy instrument der anvender indeksering til at skjule reformens nedskæringer, så bliver det omvendt meget tydeligt med den direkte fremrykning på 4 år, hvorfor der kan argumenteres for, at det altså i højere grad er en tydelig og meget nem identificerbar ændring af den aldersgrænse der er for både modtagelse af efterløn og pension (AMKOM 2008: 10 – Figur 3). På den baggrund bliver, hvad der tidligere lå skjult i en “strammere” indeksering, nu meget tydeligt og klart for befolkningen. På ligefod hermed bliver der foreslået udvidelse af 2-års reglen, så den i stedet fungerer som en 3-års regel. Det vil betyde, at man nu kun vil kunne få udbetalt den fulde efterløn, hvis man venter yderligere ét år med at gå på efterløn. Denne ændring er en direkte ændring af, hvornår man har mulighed for at komme på ydelsen – altså en synlig nedskæring. Den ligger omvendt skjult i den fortsatte relativt tekniske måde pensionsmodregningerne foregår på. Samlet må det dog anses som let at forstå og synligt for borgerne at ændringerne er en nedskæring ved et løft af den alder, man skal have, for at få den fulde efterløn (AMKOM 2008: 11).

1.Indledning

Igennem en længere årrække fra start 00’erne blev det tydeligt for en række økonomer herunder Vismændende, at det demografiske træk ville lægge pres på velfærdsstaten i Danmark. Det resulterede senere i en omfattende indgriben på baggrund af Velfærdskommissionens arbejde med den endelige Velfærdsreform fra 2006. Samme type argumenter og empiriske realitet syntes at blive fremført og være evident op til nedsættelsen af Arbejdsmarkedskommisionen den 2007. Derfor er det samtidigt mærkeligt, at den selvsamme borgerlige regering i samme økonomiske højkonjunktur ikke lykkedes med at gennemføre en Arbejdsmarkedsreform på baggrund af kommissionens delrapport. På den baggrund har problemstillingen for denne opgave følgende ordlyd: Hvorfor resulterede Velfærdsreformen fra 2006 i en vedtaget aftale, når Arbejdsmarkedsreformen fra 2008 ikke gjorde?

Indeværende opgave vil starte med en gennemgang af det teoretiske udgangspunkt, hvilket udmønter sig i en hypoteseopstilling. Efterfølgende vil opgavens metodiske tilgang blive klarlagt i et afsnit, hvor der også foreligger operationaliseringer af de betydningsfulde variable. Analysen vil herefter forsøge at forklare problemstillingen ved at koble empiri og teori, hvor resultaterne løbende blive diskuteret. Herefter vilder til slutblive samlet i en konklusion.

Teori

I nedenstående afsnit vil det teoretiske udgangs blive gennemgået. I analysen bruges to tilgange til at forklare reformstrategier indenfor offentlig politik. Prospect-theory ved van Keersbergen og Vis (2014) anvendes for at give et indblik i, hvordan regeringens og vælgernes opfattelse af deres nuværende situation influerer muligheden for en reform. Derudover anvendes Jensen et. als (2018) policy-instrumenter til at uddybe, hvordan det er muligt for regeringer at ‘skjule’ nedskæringer i reformer for at undgå kritik og elektoral straf.

Vælgerne har generelt været kritiske overfor nedskæringer i den offentlige sektor og vil ofte straffe politikere der forsøger at gennemføre sådanne reformer (Seeberg et. al 2018:161). I forsøget på at undgå en sådan elektoral straf vil regeringer forsøge ‘skjule’ nedskæringer i den offentlige sektor ved at bruge såkaldte ‘usynlige’ policy-instrumenter, der gennem fx tekniske regelændringer besværliggør vælgernes mulighed for at tilskrive politikerne ansvar for en nedskæring (Ibid: 162). Jensen et. al skelner udpensler en række policy-instrumenter i forbindelse med reformer af velfærdsstaten på et kontinuum fra mest synlige til mest usynlige, hvor direkte ændringer i vælgernes økonomiske ydelser er de mest synlige. Derimod er ændringer i regler for hvornår og hvor meget man skal bidrage for at opnå en ydelser ofte mere tekniske og sværere at gennemskue, hvorfor de bliver karakteriseret som mere ‘usynlige’.

Prospect-theory forsøger at forklare, hvorfor vælgere og regeringer i nogle tilfælde er mere villige til at løbe en risiko ved reformer af velfærdsstaten end andre. Teorien tager udgangspunkt i tankegangen om, at når man er i et taber-domæne, dvs. en situation, hvor man forventer en negativ fremtid, så er man mere villig til at løbe en risiko, end når man er i en gevinst-domæne (van Keersbergen & Vis 2014: 168). Når man omvendt er i en favorabel/tolerabel situation (gevinst-domæne), så er man mindre villig til acceptere en ændring i ens vilkår, fordi man er uvillig til at sætte sin situation over styr. Omvendt er man mere villig til at acceptere reformer, når man anser sig for at være i en uholdbar situation.

Kobles de to ovenstående teorier kan det forventes at have de implikationer, at regeringen forsøger at bruge policy-instrumenter til skjule nedskæringer i den offentlige sektor, fordi de er upolære hos vælgerne. Derudover forventes policy-instrumenterne at være et redskab, hvormed regeringen kan flytte eller placere vælgeren til en taber-domæne således, at de er positivt stemt overfor en velfærdsreform. Hvis dette sættes i relation til den konkrete case omkring reformforsøgene i 2006 og 2008, kan dette opstiles i nedenstående hypoteser:

H1: Velfærdsreformen anno 2006 benyttede i højere grad usynlige policy instrumenter end forslagene under forhandlingerne af Arbejdsmarkedsreformen anno 2008.

H2: Vælgerne var i 2006 mere risikovillige ift. velfærdsreformen end i 2008 under forhandlingerne af Arbejdsmarkedsreformen.

Analyse

Analysen vil forløbe som et todelt afsnit. Første del vil beskæftige sig med hypotese 1, hvorefter anden del vil behandle hypotese 2. Løbende i analysen vil fundene blive diskuteret i forhold til faktorer, som kunne have indflydelse på den teoretiske mekanisme.

Politics-matter og emneejerskab

Nedenstående afsnit vil kort klarlægge i, hvilket omfang højrefløjspartierne vil forsøge at gennemføre strammere retspolitik. Først vil der foreligge en gennemgang af Storbritannien og herefter Danmark

I Storbritannien har højrefløjen været domineret af the Conservative Party. Traditionelt set har konservatismen haft for øje at bibeholde traditioner og opretholde sikkerhed og tryghed i samfundet. Dette har primært været ved at opretholde lov og orden og en stærk militær (Newton & van Deth, 2005). Det kan derfor forventes, at en sådan baggrund vil få Conservatives til at efterspørge og forfølge stramninger på det retspolitiske områder. Som Tabel 2 viser, fylder området lov og orden væsentligt i partiets partiprogram både i 1992, 1997 og 2001. I 1997 fylder dette policy-område 11,9% af partiprogrammet, hvor der især bliver lagt vægt på at nedbringe mængden af kriminalitet i Storbritannien. Det er derfor nærliggende at forvente, at Conservatives har præferencer for strammere retspolitik.

Højrefløjen i Danmark, hvori de Konservative indgår som en fast bestanddel og også var toneangivende under de Schlüter-ledede regeringer fra 1984, har fokus på lov og orden i deres partiprogrammer. I Tabel 4 ses det, at lov og orden optager op til 2% af partiprogrammet, og at dette tal i 1994 når 9%. I 1992, fremgår det desuden af De Konservatives holdningsprogram, at grundlaget for et trygt samfund er en retsstat med stærkt politi og stærke domstole (Det Konservative Folkeparti, 1992).

Ud fra ovenstående anses H1 for at kunne accepteres, eftersom det gælder, at højrefløjspartierne i begge lande søger retspolitiske stramninger.
For at koble H1 og H2, kræves det, at udover at højrefløjspartierne har præferencer for stram retspolitik, at disse også har emneejerskab over det retspolitiske område. I Seeberg (2017: 483) ses det i en tværnational analyse, at højrefløjspartierne har emneejerskab over lov-og-ordens-området, hvorfor der synes at kunne være baggrund for, at når højrefløjspartierne sidder i opposition, så har de mulighed for at presse den siddende regering på dette område, jf. den asymmetriske oppositions-regerings respons mekanisme.

I nedenstående afsnit vil sammenhængen mellem oppositionens fokus på lov og orden og  indførelsen af policy-stramninger på området blive gennemgået.

Den asymmetriske opposition-regerings respons mekanisme i Storbritannien og Danmark.

Vi har i Danmark og Storbritannien set en ændring i mængden af policy vedtaget på det retspolitiske område. Senere i dette afsnit vendes den generelle absolutte forskel i mængden af lovgivning vedtaget på området. Det kan dog for nu siges, at der synes at være en større procentvis stigning i Danmark end Storbritannien. Det interessante er dog primært her, at der forekommer en ændring i retning af mere policy på det retspolitiske område fra den første højreorienterede regering til den næste venstreorienterede regering (Tabel 1). Disse ændringer syntes alle at dreje sig om stramninger, hvert fald i Danmark (Tabel 3), mens det også synes at være tilfældet i Storbritannien (Legislation.gov.uk (1)). Ligeledes er trivielle (uvæsentlige og små) ændringer også kodet ud i denne sammenligning, sådan at forskellen i mængden af lovgivning ikke er udtryk for mange små rettelser.

I begge lande ser vi, hvordan mængden af spørgsmål til statsministeren stiger i samme regeringsperiode, som mængden af retspolitiske stramninger stiger (Figur 1.a & Figure 2.a). I kraft af, at det er regeringen der de facto fungerer som lovgiver, syntes denne korrelerede udvikling altså at støtte forventningen omkring, at regeringen fører en strammere retspolitik pba. det pres den udsættes for af oppositionen. Presset fungerer i kraft af, at oppositionen i begge lande har emneejerskab på retspolitikken. Nærmere forklaret betyder oppositionens emneejerskab over retspolitikken både, at de spørgsmål og dermed kritik oppositionen rejser af regeringen er effektiv i at få dem til at føre oppositionens ønskede policy, men også, at de rent faktisk ønsker at rejse kritik og spørgsmål – netop fordi de er bevidste omkring, at den er effektiv. Samlet altså, at oppositionen har stor mulighed for at påvirke den policy regeringen fører gennem den asymmetrisk regerings-oppositions respons mekanisme. Det bliver især tydeligt gennem forskningsdesignet, hvor vi finder at den påståede kausalitet mellem oppositionens pres (gennem spørgsmål til det retspolitiske område) og regeringens forøgelse af retspolitiske stramninger består på tværs af de to lande.

For at understøtte det umiddelbare fund bliver det dog relevant at dykke ned i mekanismen og finde konkrete eksempler på, hvor og hvordan den netop udspiller sig.

I Danmark blev der d. 31 maj 2000 vedtaget en lov om forbud mod identitets slørende maskering i offentligheden (L 196). Forslaget blev fremsat af daværende justitsminister Frank Jensen fra Socialdemokratiet. I februar 1999 afviser han overfor Svend Aage Jensby, forsvarsordfører for Venstre, i et §20 spørgsmål, at han er imod selv samme policy-ændring og ikke vil foreslå et maskeringsforbud (S 1296). Dette eksempel giver udtryk for, at asymmetri-tesen gør sig gældende i Danmark, eftersom en højrefløjspolitiker i højere grad kan lægge pres på regeringen vedrørende et maskeringsforbud, da dette falder ind under det retspolitiske område. Eksemplet viser, at venstrefløjs regeringen oprindeligt var imod et lovforslag om forbud mod maskering, der er en retspolitisk stramning, men lader sig presse af højrefløjs oppositionen til at indføre et sådant lovforslag alligevel.

I Storbritannien blev der d. 20 november 2003, under Labour regeringen, vedtaget Criminal Justice Act 2003, som et forsøg på at reformere mange områder inden for lov og orden-området i Storbritannien (Legislation.gov.uk (2)). Forud for loven synes der også at have været et pres på Labour fra Conservative på lige netop områder som lov og orden. Dette ses bl.a. i Conservatives partimanifest fra 2001, hvor Labour bliver kritiseret for at tale, men ikke handle, og føre forkert retspolitik (Conservative Manifesto 2001). Conservative lover derimod fokus på kriminel afsoning, ungdomskriminalitet og politiet i deres manifest (BBC, 2001). Dette er nogle af de emner, som Labour også fokusere på i deres lov fra 2003. Loven er derfor et eksempel på, at asymmetri-tesen også lader til at gøre sig gældende i Storbritannien, da Labour kan lade sig presse af Conservative til at føre strammere retspolitik, hvorfor der umiddelbart findes støtte til H2.

En række variable, som synes at kunne yde indflydelse på effekten af asymmetri- mekanismen er som nævnt tidligere public opinion, medieopmærksomhed  og kriminalitetsniveauet.

Rent intuitivt, må det forventes, at jo større medieopmærksomhed, kriminalitetsniveau og offentlig opmærksomhed, desto højere vil effekten af et pres fra oppositionen være, når det gælder områder som lov og orden. Med andre ord ville faktorerne kunne forventes at mediere sammenhængen mellem oppositionens pres og policy-forandringer.
I Danmark ses det, at både medieopmærksomhed og offentlig opmærksomhed stiger, når den røde regerings kommer til, hvorfor dette synes at stemme overens med asymmetri-tesen (Tabel 1). Dog ses det, at kriminalitetsniveauet er faldende, hvilket ikke taler imod, at der kan være et pres til stede fra oppositionens side, men at dette ikke kan tænkes at forstærke effekten.
I Storbritannien går den rapporterede kriminalitet og offentligheden opmærksomhed fint i spænd med et stigende pres på regeringen omkring retspolitikken, mens medie- opmærksomheden dog er faldende (Ibid).
Ovenstående viser, at der er forskelligrettede tendenser i de to lande, hvilket kunne så tvivl om mekanismen, men Seeberg finder i en undersøgelse om netop oppositionens pres, at mekanismen består selvom der kontrolleres for de ovenstående variable (Seeberg, 2013), hvorfor vi stadig forventer en selvstændig effekt gennem asymmetri-mekanismen.

Valgsystemet

Ser vi på mængden af retspolitiske stramninger på tværs af Storbritannien og Danmark kan det ses, at der forekommer generelt større, absolut mængde policy ændringer i Storbritannien over de to regeringsperioder sammenlignet med Danmark. Omvendt er stigningen procentmæssigt langt højere fra den højreorienterede regering i Danmark sammenlignet med Storbritannien. Det kan umiddelbart forklares først og fremmest af traditionerne omkring den generelle (absolutte) mængde af vedtaget politik – hvor der umiddelbart forekommer større mængde af politik i Storbritannien sammenlignet med Danmark (Tabel 1). Dette kan igen forklares af valgsystemets effekt, som klarlagt i metodeafsnittet, på partisystemet. I Storbritannien er tale om et topartisystem, hvilket fordrer et mindre behov for koalitionsdannelser, når der skal indføres policy. Kompromisser er derfor mindre nødvendige, når en regering ønsker at gennemføre policy, da der er færre interesser at tage hensyn til. Derfor kunne forskellen i det absolutte antal af policy-forandringer mellem Danmark og Storbritannien skyldes det faktum, at der generelt på baggrund af valg- og partisystemet kan gennemføres mere policy i Storbritannien end i Danmark, hvor flerpartisystemet skaber et øget behov for koalitioner med mange flere interesser der skal tilgodeses.

Labour og emneejerskab

Ser vi på udviklingen af især partimanifesternes fokus på retspolitikken, så kan der især i Storbritannien ses en udvikling af, at Labour får større og større fokus på retspolitikken (Tabel 2). Den samme udvikling finder sted i Danmark, men ikke i lige så markant grad da det stadig er de højreorienterede partier der har det største fokus på området. Det kan særligt for Storbritannien som case indikere én af to ting. Enten kan det være en indikator på, at det er lykkedes for de højreorienterede partier (særligt under opposition perioden) at presse de venstreorienterede og regeringsbærende partier til at inkorporere et større fokus på retspolitikken i deres partiprogram. Mere sandsynligt synes det dog, særligt for Labours tilfælde, at partiet forsøger at overtage emneejerskab på området. Dette ses i partiernes partiprogrammer, hvor Labour op igennem 90’erne lægger mere og mere vægt på retspolitikken i deres partiprogram (Tabel 2). Ligeledes ses i det, at vælgerne i 2005 kun tilskriver Conservatives en lille fordel, 4,2 % bedre, når det kommer til at håndtere kriminalitet som politisk issue (Green & Hobolt, 2008: 465). Der kan derfor stilles spørgsmål ved, hvorvidt den asymmetriske-mekanisme er til stede i Storbritannien; om stigningen i policy skyldes en kamp om emneejerskabet eller blot Labours interesse i strammere retspolitik.

Konklusion

I ovenstående analyse fandtes der støtte til H1; påstanden om, at højreorienterede partier vil søge at få strammere retspolitik, da der af partiernes historiske oprindelse og partiprogrammer fremstår et ønske om sådan politik. Ligeledes findes der i udgangspunktet støtte til H2, men dette billede mudres dog af diskussion om emneejerskabet over retspolitikken i Storbritannien, hvor det kunne tyde på, at Labour kæmper med Conservatives om dette. Vi tilskriver dog stadig støtte til H2, da det fremgår af Green & Hobolt (2008), at Conservatives har et overtag.
Sluttligt kan der derfor argumenteres for, at svaret på vores problemstilling ligger i udviklingen indenfor retspolitikken i Storbritannien og Danmark, hvor der er forekommet en stigning i indførelsen af strammere policy, hvilket skyldes oppositionens succesfulde pres på regeringen grundet deres emneejerskab.

Metode

I følgende afsnit udlægges hvilken tilgang vi har anvendt i vores analyse, samt de fordele og ulemper der er ved dette design. Dernæst begrundes og operationaliseres de variable der inddrages i analysen.

Vores opgave er et komparativt casestudie af Danmark og Storbritannien, og vi anvender tilgangen MDSD (most different system design), da vi ser flere policy-changes på det retspolitiske område i begge lande under en venstreorienteret regering sammenlignet med den tidligere højreorienterede, men samtidig ser vi også en række parametre der er forskellige i de to lande. Disse parametre er medieopmærksomheden omkring kriminalitet, befolkningens bekymring for kriminalitet, mængden af indberettede drab og drabsforsøg, samt valgsystemer/partisystemer. Vi har derfor et fælles outcome for de to cases, i form af stigning i policy-change, samtidig med at der er variation på en række andre parametre.

MDSD er fordelagtigt at anvende, da tilgangen kan påvise årsager til outcome på trods af ekstern variation. Med vores case kan vi derfor forsøge at påvise, at der sker en række policy-ændringer på det retspolitiske område, på trods af en række forskellige parametre. MDSD har dog også nogle svagheder. Eksempelvis kan vi ikke med sikkerhed afvise, at det kan være kombinationen af forskellige baggrundsvariable på tværs af de to lande, der i begge tilfælde har ført til det samme outcome. Vi vurderer dog, at fordelene overskygger muligheden der er for den påpegede svaghed i tilgangen.

Læs mere her

Operationalisering

I nedenstående afsnit vil vi operationalisere de relevante og betydningsfulde variable for vores analyse. Dette gælder den afhængige variabel, men også især andre faktorer, hvorpå landede varierer, som kunne yde indflydelse på policy-ændringer på det retspolitiske område.

Forskellige variable landene imellem

Medie opmærksomhed er en variabel, hvor landene er forskellige og har en forskellig udvikling. Denne måles gennem den procentvise mediedækning i hhv. The Times i Storbritannien, og JP og Politiken i Danmark. Vores forventning er, at en højere medieopmærksomhed på emner der vedrører det retspolitiske område oftest vil være negativt vinklede sådan, at de fungerer som katalysator for strammere retspolitik. Derudover anvendes befolkningens bekymring for kriminalitet i de to lande også som mål. Den er målt som procentdel af befolkningen der mener, at lov og orden er det vigtigste problem. Vores forventning er her, at des højere befolkningens bekymring er for det område, des større incitamenter vil politikerne have for at føre strammere retspolitik, fordi politikerne ønsker at tilfredsstille borgerne og øge muligheden for at blive genvalgt. Disse to variable må næsten logisk lade sig påvirke af den mængde af indberettede drab og drabsforsøg der forekommer i de to lande, samtidig med at denne variabel også teoretisk må have en direkte indflydelse på den mængde retspolitiske stramninger en regering foretager. Her antager vi selvfølgelig, at politikerne gør brug af fakta i deres konkrete vurdering af nødvendigheden af retspolitiske stramninger, hvorfor flere indberettede drab og drabsforsøg nødvendigvis må føre flere og en strammere retspolitik med sig. Afslutningsvist ser vi på forskellen i landenes valgsystemer, her er forventningen, at landenes valgsystemer har en betydning for partisystemerne og dermed også den mængde policy der bliver gennemført i landene. Helt konkret har Storbritannien et FPTP-valgsystem (first-past-to-post), hvilket ifølge Duvergers lov fordrer et topartisystem (Caramani, 2014: 226). I et to-partisystem er det nemmere at skabe policy, da der ikke skal tages et ligeså stort hensyn til koalitionspartier, som i flerpartisystemer. Danmark er i modsætning til Storbritannien et flerpartisystem, hvor koalitioner har en betydning for den policy der bliver skabt.

Afhængig variabel

Vores afhængige variabel vil i analysen tage udgangspunkt i omfanget af, hvor mange lovændringer, som de siddende regeringer indfører. Helt konkret kigges der på stramninger på det retspolitiske område, da dette er i overensstemmelse med, hvad de højreorienterede partier har præferencer for. Det retspolitiske område forstås som politik, der omhandler kriminalitet, retssikkerhed og vold, hvor policy-forandringer vil være stramninger i vedtagne love.

Udgangspunktet for teorien om politics-matter er partiernes ideologiske præferencer, hvilket vi forstår, som de holdninger og interesser et parti har, som følge af deres ideologiske ophav. Det er således præferencer, som stammer fra de samfundsgrupper hvis interesser partierne oprindeligt varetog. Til at belyse disse præferencer anvendes partiernes partiprogrammer, samt litteratur om partiernes ideologiske ophav.

Slutteligt er et centralt begreb for analysen; den asymmetriske oppositions-regerings respons mekanisme, der som gennemgået i teoriafsnittet, er måden, hvorpå oppositionen gennem emneejerskab kan påvirke regerings policy. Vi forstår dette som en påvirkning af dagsordenen gennem oppositionens spørgsmål til den siddende regering vedrørende det retspolitiske område, både i form af mængde og indhold. Sammenhængen ekspliciteres konkret ved at koble et oppositionsspørgsmål til et efterfølgende vedtagen lovændring.

Politics-matters-tilgangen omhandler, hvorledes partiers policy-præferencer er formet af deres ideologiske udgangspunkt (Green-Pedersen et. al, 2018: 50). Partier er rodfæstede i samfundsgrupper og vil derfor forsøge at indføre policy, som er i samfundsgruppernes interesse. Derfor er der også forskel i partiernes præferencer, da de repræsentere forskellige ideologier.

For at vi kan tale om politics matter er det nødvendigt, at partierne har klare og adskilte præferencer for policy og de er policy-seeking mod de præferencer. Det er dog nødvendigt for partierne, at være office-seeking i det omfang at regeringsmagten tillader partiet at føre policy. Den måde at være office-seeking på handler altså ikke om forfølgelse af de klassiske office goder (Strøm, 1990). Derudover er det en betingelse, at denne partiadfærd ikke blokeres af at partierne enten søger stemmer, er bundne af tidligere beslutninger eller interesseorganisationernes interesser.

Politics-matters-teorien fokuserer med andre ord på, hvordan partier forsøger at udnytte regeringsmagten til at gennemføre ideologisk betinget policy (Green-Pedersen et. al. 2018: 50). I nedenstående afsnit, vil der med udgangspunkt i Jensen og Seebergs asymmetriske oppositions-regerings respons mekanisme blive belyst, hvordan partier i oppositionen, ved at sætte fokus på emner hvor denne har præferencer, forsøger at påvirke regeringen (Jensen & Seeberg, 2015: 218)

Jensen og Seebergs oppositions-regerings respons mekanisme viser, at oppositionen har mulighed for at få indflydelse på policy ved at præge den politiske dagsorden. De udlægger mekanismen som oppositionens mulighed for at påvirke regeringens på policy- gennemførsel. Det er her antaget, at regeringen er policy-seeking og derfor forsøger at udforme policy efter deres præferencer.

Oppositionens succes med at påvirke regering i at udforme dens policy afhænger dog af emneejerskab. Har oppositionen ikke emneejerskab på det pågældende område vil effekten af deres påvirkning være mindre end hvis oppositionen har emneejerskab. Hvis partier har emneejerskab anses de af befolkningen som de bedste til at håndtere det pågældende policy-område, hvorfor de har høj grad af troværdighed på området. Dette kan fx ses på området omkring velfærdsstaten, hvor de røde partier traditionelt set har haft emneejerskab og høj troværdighed. Det medfører, at en opposition enten kan begrænse eller presse en regering på områder, hvor oppositionen har emneejerskab

Vi udvider i nedenstående analyse teorien til at forstå, hvordan oppositionspartier kan anvende samme mekanisme til at presse regeringen men også tvinge dem til at føre policy på områder de ikke nødvendigvis har præferencer for.

Implikationen af ovenstående teorier kan opstilles i følgende hypoteser

H1: Højrefløjspartier vil i højere grad forsøge at gennemføre strammere retspolitik.

Vi forstår højrefløjspartier som Conservative i Storbritannien, og Venstre og Konservative i Danmark, og antager at disse har ideologiske præferencer for strammere retspolitik, hvilket vil blive klarlagt i analysen.

H2: Højrefløjspartier i opposition vil presse regeringsbærende venstrefløjspartier til at føre strammere retspolitik fordi de har emneejerskab.

Eftersom højrefløjspartier har både ideologisk funderede præferencer indenfor det retspolitiske område og emneejerskab over dette, vil partierne på denne fløj anvende dette til at forsøge at få indflydelse på policy ved at præge den politiske dagsorden

Indledning:

I 90’erne skifter regeringsmagten i Storbritannien og Danmark. Tony Blair fra Labour og socialdemokratiske Poul Nyrup Rasmussen sætter sig i på de højeste folkevalgte embeder, og indfører i deres embedsperioder en række policy-ændringer på det retspolitiske område. Ændringerne er mere omfattende end de tidligere konservative og borgerlige regeringer indførte på trods af et en ‘politics-matter’-tilgang i højere grad vil det tilskrive højrefløjen at forfølge mål omkring en strammere retspolitik.

I begge lande ser vi altså en stigning i mængden af indført retspolitik under en venstrefløjs orienteret regering til trods for at relevante faktorer såsom medieopmærksomheden omkring kriminalitet, befolkningens bekymring for kriminalitet samt mængden af indberettede drab og drabsforsøg synes at være forskellige de to lande imellem. Samtidig ses der forskellige valgsystemerne, som udmønter sig i (ifølge Duverges lov) i et topartisystem i Storbritannien som har et FPTP valgsystem, versus et multipartisystem i Danmark som har et valgsystem der i højere grad giver proportionalitet mellem vælgerandele og mandatandele.

Samlet set giver det derfor anlednings til følgende problemstilling:

Hvordan kan det være tilfældet at venstreorienterede regeringer fokuserer på og fører mere retspolitik end de forgangne højreorienterede regeringer i både Danmark og Storbritannien?

Struktur

Denne opgave vil starte med at gennemgå opgavens teoretiske afsæt i hhv. politics-matter tilgangen og Jensen og Seebergs asymmetriske oppositions-regerings reaktionsmekanisme. Afslutningsvist i afsnittet opstilles to teoretisk funderet hypoteser. Dernæst klarlægges opgavens metodiske tilgang og de variable vi inddrager i analysen vil blive operationaliseret. Efterfølgende vil vi analysere de to opstillede hypoteser ud fra vores empiriske materiale. Analyseafsnittet vil også komme omkring parametrene hvor de to lande distancerer sig fra hinanden, samt en diskussion om emnejerskab i Storbritannien. Til sidst konkluderes der på opgaven.

Teori:

I nedenstående afsnit udlægges først en politics-matter-tilgang (Castles og McKinlay, 1979), hvorefter dette kobles med teorien omkring den asymmetriske oppositions-mekanisme (Jensen & Seeberg, 2015).

Politics-matter tilgangen benyttes først og fremmest fordi den hjælper os med at forstå, hvorfor partier har fokus på og søger at gennemføre policy på visse område på baggrund af deres ideologi, hvorfor den fungerer som en motivation af puzzlet. Denne tilgang kobles i Jensen og Seeberg med den asymmetriske oppositions-regerings reaktionsmekanisme for at forstå, hvordan oppositionen har mulighed for at få indflydelse på policy.

Puzzle

Hvordan kan være, at venstreorienterede partier i både Danmark og Storbrittanien indfører mere retspolitik end de forgangne højreorienterede partier?

Teorien:

Jensen og Seeberg: Oppositionspartier vil forsøge at presse regeringen ved at fokusere på emner, hvor oppositionen har emneejerskab

Emneejerskab: Pointen med ‘Nixon goes to China’. Når venstreorienterede vælger lovgive på det retpoliti

Handlemuligheder (at være blød ift. retspolitik giver handlemuligheder for venstre regeringer for at “tilfredsstille” borgernes ønsker

Hypoteser:

H1: Vi forventer at regeringspartier med

MSSD

Begge lande er ens på områder, som public oppinion, kriminalitet, regerings-’farve’ og regeringsskifte. Velstand

Forskellige i mængden af policy indført. UK væsentligt højere end Danmark, men vi ser stadig en stigning i gmsn i begge lande

Teori

Green-Pedersen (2001): Konsensus indenfor regeringen i UK var meget højere, fordi det er majoritetsregeringer jf. parti- og valgsystem. I DK er der flere partier med i regeringerne, hvilket besværliggør indførelsen af retspolitiske stramninger → Radikale er imod.

Seeberg: Oppositionen kan kun få indflydelse på policy, ved at presse regeringen på områder, hvor oppositionen har emneejerskab. Det er svært for regeringerne at få indført policy på områder, hvor de ikke har emneejerskab.

Kan vi koble emneejerskab og koalitions/konfliktstrukturer i den forstand, at det lykkes for både Konservatives og blå blok at presse de røde regeringer til at fokusere på lov og orden, men at det kun udmønter sig i policy i UK, fordi den interne regeringsstruktur i DK gør, at regeringen ikke kan enes om at indføre policy?

Kriterier for kandidatur til legatet

Kandidaten skal være en træner for et dansk børne- eller ungdomshold, der i sit virke gennem én eller flere sæsoner har leveret en ekstraordinært positiv indsats

• enten ved sammen med sine spillere at skabe sportsligt gode resultater
• eller ved gennem sin personlighed og idrætsfaglige indsigt at have demonstreret særlige evner for og engagement i håndboldpædagogisk udviklingsarbejde.

Legatet omfatter

Legatet giver deltagelse i et kursus/seminar eller en studietur i udlandet efter aftale med DHF’s Uddannelses-udvalg. Desuden vil legatmodtageren få overrakt et diplom.

Indstilling af kandidat

Det lokale uddannelsesudvalg i distriktsforbund/kredse kan indstille én kandidat til legatet. Indstillingen skal være begrundet i henhold til ovenstående kriterier.

Udpegning af kandidat

Legatmodtageren udpeges af All-Round Sport i samråd med DHF’s Uddannelsesudvalg. Modtageren af legatet vil blive informeret medio december. Udvalg, som har indstillet kandidater, vil blive informeret på samme tidspunkt.

Uddeling af legatet

Legatuddelingen foregår i forbindelse med afviklingen af finalerne i Sport-Master Cup.