Politics-matters-tilgangen omhandler, hvorledes partiers policy-præferencer er formet af deres ideologiske udgangspunkt (Green-Pedersen et. al, 2018: 50). Partier er rodfæstede i samfundsgrupper og vil derfor forsøge at indføre policy, som er i samfundsgruppernes interesse. Derfor er der også forskel i partiernes præferencer, da de repræsentere forskellige ideologier.
For at vi kan tale om politics matter er det nødvendigt, at partierne har klare og adskilte præferencer for policy og de er policy-seeking mod de præferencer. Det er dog nødvendigt for partierne, at være office-seeking i det omfang at regeringsmagten tillader partiet at føre policy. Den måde at være office-seeking på handler altså ikke om forfølgelse af de klassiske office goder (Strøm, 1990). Derudover er det en betingelse, at denne partiadfærd ikke blokeres af at partierne enten søger stemmer, er bundne af tidligere beslutninger eller interesseorganisationernes interesser.
Politics-matters-teorien fokuserer med andre ord på, hvordan partier forsøger at udnytte regeringsmagten til at gennemføre ideologisk betinget policy (Green-Pedersen et. al. 2018: 50). I nedenstående afsnit, vil der med udgangspunkt i Jensen og Seebergs asymmetriske oppositions-regerings respons mekanisme blive belyst, hvordan partier i oppositionen, ved at sætte fokus på emner hvor denne har præferencer, forsøger at påvirke regeringen (Jensen & Seeberg, 2015: 218)
Jensen og Seebergs oppositions-regerings respons mekanisme viser, at oppositionen har mulighed for at få indflydelse på policy ved at præge den politiske dagsorden. De udlægger mekanismen som oppositionens mulighed for at påvirke regeringens på policy- gennemførsel. Det er her antaget, at regeringen er policy-seeking og derfor forsøger at udforme policy efter deres præferencer.
Oppositionens succes med at påvirke regering i at udforme dens policy afhænger dog af emneejerskab. Har oppositionen ikke emneejerskab på det pågældende område vil effekten af deres påvirkning være mindre end hvis oppositionen har emneejerskab. Hvis partier har emneejerskab anses de af befolkningen som de bedste til at håndtere det pågældende policy-område, hvorfor de har høj grad af troværdighed på området. Dette kan fx ses på området omkring velfærdsstaten, hvor de røde partier traditionelt set har haft emneejerskab og høj troværdighed. Det medfører, at en opposition enten kan begrænse eller presse en regering på områder, hvor oppositionen har emneejerskab
Vi udvider i nedenstående analyse teorien til at forstå, hvordan oppositionspartier kan anvende samme mekanisme til at presse regeringen men også tvinge dem til at føre policy på områder de ikke nødvendigvis har præferencer for.
Implikationen af ovenstående teorier kan opstilles i følgende hypoteser
H1: Højrefløjspartier vil i højere grad forsøge at gennemføre strammere retspolitik.
Vi forstår højrefløjspartier som Conservative i Storbritannien, og Venstre og Konservative i Danmark, og antager at disse har ideologiske præferencer for strammere retspolitik, hvilket vil blive klarlagt i analysen.
H2: Højrefløjspartier i opposition vil presse regeringsbærende venstrefløjspartier til at føre strammere retspolitik fordi de har emneejerskab.
Eftersom højrefløjspartier har både ideologisk funderede præferencer indenfor det retspolitiske område og emneejerskab over dette, vil partierne på denne fløj anvende dette til at forsøge at få indflydelse på policy ved at præge den politiske dagsorden
Skriv et svar