1.Indledning
Igennem en længere årrække fra start 00’erne blev det tydeligt for en række økonomer herunder Vismændende, at det demografiske træk ville lægge pres på velfærdsstaten i Danmark. Det resulterede senere i en omfattende indgriben på baggrund af Velfærdskommissionens arbejde med den endelige Velfærdsreform fra 2006. Samme type argumenter og empiriske realitet syntes at blive fremført og være evident op til nedsættelsen af Arbejdsmarkedskommisionen den 2007. Derfor er det samtidigt mærkeligt, at den selvsamme borgerlige regering i samme økonomiske højkonjunktur ikke lykkedes med at gennemføre en Arbejdsmarkedsreform på baggrund af kommissionens delrapport. På den baggrund har problemstillingen for denne opgave følgende ordlyd: Hvorfor resulterede Velfærdsreformen fra 2006 i en vedtaget aftale, når Arbejdsmarkedsreformen fra 2008 ikke gjorde?
Indeværende opgave vil starte med en gennemgang af det teoretiske udgangspunkt, hvilket udmønter sig i en hypoteseopstilling. Efterfølgende vil opgavens metodiske tilgang blive klarlagt i et afsnit, hvor der også foreligger operationaliseringer af de betydningsfulde variable. Analysen vil herefter forsøge at forklare problemstillingen ved at koble empiri og teori, hvor resultaterne løbende blive diskuteret. Herefter vilder til slutblive samlet i en konklusion.
Teori
I nedenstående afsnit vil det teoretiske udgangs blive gennemgået. I analysen bruges to tilgange til at forklare reformstrategier indenfor offentlig politik. Prospect-theory ved van Keersbergen og Vis (2014) anvendes for at give et indblik i, hvordan regeringens og vælgernes opfattelse af deres nuværende situation influerer muligheden for en reform. Derudover anvendes Jensen et. als (2018) policy-instrumenter til at uddybe, hvordan det er muligt for regeringer at ‘skjule’ nedskæringer i reformer for at undgå kritik og elektoral straf.
Vælgerne har generelt været kritiske overfor nedskæringer i den offentlige sektor og vil ofte straffe politikere der forsøger at gennemføre sådanne reformer (Seeberg et. al 2018:161). I forsøget på at undgå en sådan elektoral straf vil regeringer forsøge ‘skjule’ nedskæringer i den offentlige sektor ved at bruge såkaldte ‘usynlige’ policy-instrumenter, der gennem fx tekniske regelændringer besværliggør vælgernes mulighed for at tilskrive politikerne ansvar for en nedskæring (Ibid: 162). Jensen et. al skelner udpensler en række policy-instrumenter i forbindelse med reformer af velfærdsstaten på et kontinuum fra mest synlige til mest usynlige, hvor direkte ændringer i vælgernes økonomiske ydelser er de mest synlige. Derimod er ændringer i regler for hvornår og hvor meget man skal bidrage for at opnå en ydelser ofte mere tekniske og sværere at gennemskue, hvorfor de bliver karakteriseret som mere ‘usynlige’.
Prospect-theory forsøger at forklare, hvorfor vælgere og regeringer i nogle tilfælde er mere villige til at løbe en risiko ved reformer af velfærdsstaten end andre. Teorien tager udgangspunkt i tankegangen om, at når man er i et taber-domæne, dvs. en situation, hvor man forventer en negativ fremtid, så er man mere villig til at løbe en risiko, end når man er i en gevinst-domæne (van Keersbergen & Vis 2014: 168). Når man omvendt er i en favorabel/tolerabel situation (gevinst-domæne), så er man mindre villig til acceptere en ændring i ens vilkår, fordi man er uvillig til at sætte sin situation over styr. Omvendt er man mere villig til at acceptere reformer, når man anser sig for at være i en uholdbar situation.
Kobles de to ovenstående teorier kan det forventes at have de implikationer, at regeringen forsøger at bruge policy-instrumenter til skjule nedskæringer i den offentlige sektor, fordi de er upolære hos vælgerne. Derudover forventes policy-instrumenterne at være et redskab, hvormed regeringen kan flytte eller placere vælgeren til en taber-domæne således, at de er positivt stemt overfor en velfærdsreform. Hvis dette sættes i relation til den konkrete case omkring reformforsøgene i 2006 og 2008, kan dette opstiles i nedenstående hypoteser:
H1: Velfærdsreformen anno 2006 benyttede i højere grad usynlige policy instrumenter end forslagene under forhandlingerne af Arbejdsmarkedsreformen anno 2008.
H2: Vælgerne var i 2006 mere risikovillige ift. velfærdsreformen end i 2008 under forhandlingerne af Arbejdsmarkedsreformen.
Skriv et svar