Sådan kan man analysere muskelaktivitet

Forskningsdesign

Dette afsnit vil først kortlægge den tilgang anvendt i vores analyse, samt de fordele og ulemper tilgangen tilgangen har. Efterfølgende operationaliseres de variable vi inddrager i analysen.

 

Opgaven er et komparativ casestudie af to reformer foreslået af en daværende regering i Danmark. Vi benytter os af tilgangen MSSD (most similar system design), da vi har et forskelligt outcome, men en række parametre der er ens. Mere præcist ser vi, at velfærdsreformen i 2006 bliver vedtaget og arbejdsmarkedsreformen i 2008 ikke bliver, samtidig med at en række parametre ved de to cases er ens. Disse parametre er regering og emneejerskab, konjunktur og kommissionstilstedeværelse.

 

Det er en fordel at anvende MSSD, da vi med denne tilgang kan påvise årsager til et forskelligt outcome ved at tage højde for en række relevante parametre der har ens værdi. En ulempe kan være, at vi ikke med sikkerhed kan vide om de samme ændringer vil føre til det samme outcome i andre scenarier. Vi forventer derfor ikke, at vi kan generalisere vores fund til en lang række andre tilfælde.

 

Operationalisering

Vi vil i følgende afsnit operationalisere de relevante variabel, som vi bruger i vores analyse, herunder den afhængige variabel og de faktorer hvor de to cases har ens værdier.

 

Regeringen i både 2006 og 2008 var dannet af Venstre og Konservative (Statsministeriet 1 & Statsministeriet 2). Vi ser, at regeringen er ens i de to år og vi forventer derfor, at regeringens politiske mål og holdninger er konsistente under begge reformer, da det politiske grundlag er uændret. I forlængelse af dette, forventer vi heller ikke at partiernes emneejerskab har ændret sig. Emneejerskab henvender sig til emner, hvor et parti vurderes af befolkningen til at være de bedste til at håndtere emnet, og derfor ‘eje’ emnet ved at have høj grad af troværdighed inden for området. Eksempelvis har studier vist, at befolkningen mener at Socialdemokratiet har emneejerskab på velfærdsstatområder, som arbejdsløshed og uddannelse, og de borgerlige partier på emner som skatter, og lov og orden (Seeberg, 2016, 479). På baggrund af den eksisterende litteratur om emneejerskab antager vi, at regeringen i 2006 og 2008 (dvs. her de borgerlige partier) ikke har haft emneejerskab over emner som velfærd og arbejdsmarked, hvorfor de to reformers sigte ligger udenfor partiernes sædvanlige kompetenceområde, set med borgernes øjne.

De økonomiske konjunkturer var fra 2006 til 2008 forholdsvist stabile. BNP’et i årene bevægede sig mellem indekstal ca. 100-104, hvorfor konjunkturerne var positive (Berlingske). Den positive konjunktur i både 2006 og 2008 regner vi for at være nogenlunde ens, dette også på trods af at finanskrisen ulmede i 2008. Vi regner

 

Det er dog vigtig at bemærke, at finanskrisen startede i september 2008 med Lehmann Brothers konkursbegæring (denstoredanske). Reformudspillet i 2008 ligger derfor i samme periode som finanskrisens start, men vi vil dog argumentere for, at finanskrisen ikke har indvirkning på udfaldet af reformen. Dette er fordi vi mener, at selvom finanskrisen starter i september 2008, så starter krisen i USA og der må derfor intuitivt set gå noget tid inden den danske befolkning har ændret deres mindset til

 

  • operationalisering: mål + forventning
  • Afhængig variabel

 

Analyse

I dette afsnit vil der foreligge to seperate analyser af de to reformers indhold i forsøget på at belyse, hvilke policy-instrumenter disse bruger og hvordan samt i hvilken grad dette påvirker vælgerne. Dernæst følger en komparativ analyse af de to cases, først med en sammenligning af de anvendte policy instrumenter, herpå en kobling af prospect theory. Den mere specifikke kobling bliver uddybet under analysen.

 

Velfærdsreformen 2006

Udgangspunktet for Velfærdsreformen i 2006, var en rapport udarbejdet af Velfærdskommissionen i 2006, og en række afrapporteringer fra Globaliseringsrådet og Trepartsudvalget  (Finansministeriet 2006).
Indeholdt i aftalen der blev vedtaget i samarbejde med regeringen, Radikale, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, var en række tiltag, der havde til formål at fremtidssikre fremtidens velfærd og velstand. Reformen breder sig udover om en lang række policy-områder, fra uddannelse og indvandring til efterløn og tilbagetrækning.

Kigges der konkret på de enkelte tiltag ses det indenfor for eksempel d

 

Forslag til arbejdsmarkedsreform 2008

Analysen bygger på en forventning omkring, at arbejdsmarkedskommissionens delrapport (AMKOM 2008) har dannet grundlag for de forhandlinger derfor også det offentlige ræsonnement og den opfattelse befolkningen har af en ‘kommende reform’. På den baggrund lader vi derfor delrapporten danne grundlag for analysen af den potentielle reform.

Analysen vil primært tage udgangspunkt i de policy-instrumenter som anvendes på dagpenge- og efterlønsområdet.

 

På den ene side ser vi en nominel forkortelse af dagpengeperioden, hvilket kan forstås som en relativt synligt policy instrument, da det er til at tage og føle på, at man som dagpengemodtager nu kan har mulighed for at være på dagpengene i den halve periode. På lignende vis bliver dagpengene til unge beskåret – både gennem at ungereglerne udvides til også at indbefatte 25-29 årige og at dimittendsatsen for denne gruppe halveres. Dette er tiltag som rører ved områder Jensen et al. (2018) betegner som de to mest tydelige policy-instrumenter, at rykke ved den aldersmæssige grænse samt den nominelle værdi. Omvendt kan man dog argumentere for, at instrumentet stadig er mere skjult i dét at man ikke udelukker de unge fra at modtage systemet med kombinere to policy instrumenter, hvorfor det bliver mindre synligt. Afslutningsvist fremlægges der i delrapporten dog også tiltag på dagpengeområdet, som kan ses som meget skjulte – at genoptjeningskravene løftes fra 26 til 52 uger, hvilket kan forstås som en ændring i, hvor længe man skal bidrage for at blive godkendt til. Denne måde at skære i dagpengene på er samtidig det mest skjulte tiltag og rangeres af Jensen et al. (2018) som det fjerde mindst synlige policy instrument, hvorfor det må anses som relativt svært for borgerne at forstå denne ændring som en reel nedskæring sammenlignet med førstnævnte ændringer.

 

Ser vi i stedet på forslagene fremlagt til efterlønnen bliver billedet af, om der er anvendt mere synlige eller usynlige policy instrumenter, mere tvetydigt. Der foreslås en fremrykket indførsel af alders indekseringen, sådan at efterløns- og pensionsalderen rykkes 4 år frem. Selvom det i princippet kan anses, som et policy instrument der anvender indeksering til at skjule reformens nedskæringer, så bliver det omvendt meget tydeligt med den direkte fremrykning på 4 år, hvorfor der kan argumenteres for, at det altså i højere grad er en tydelig og meget nem identificerbar ændring af den aldersgrænse der er for både modtagelse af efterløn og pension (AMKOM 2008: 10 – Figur 3). På den baggrund bliver, hvad der tidligere lå skjult i en “strammere” indeksering, nu meget tydeligt og klart for befolkningen. På ligefod hermed bliver der foreslået udvidelse af 2-års reglen, så den i stedet fungerer som en 3-års regel. Det vil betyde, at man nu kun vil kunne få udbetalt den fulde efterløn, hvis man venter yderligere ét år med at gå på efterløn. Denne ændring er en direkte ændring af, hvornår man har mulighed for at komme på ydelsen – altså en synlig nedskæring. Den ligger omvendt skjult i den fortsatte relativt tekniske måde pensionsmodregningerne foregår på. Samlet må det dog anses som let at forstå og synligt for borgerne at ændringerne er en nedskæring ved et løft af den alder, man skal have, for at få den fulde efterløn (AMKOM 2008: 11).